Bilen var gået istå det værste tænklige sted, vi var blevet advaret mod at køre gennem den del af landet, hvor vesterlændinge var jaget vildt af terrorgrupperne. Vi forsøgte at gøre os så små som overhoved muligt, men to unge piger i sandaler, sommerkjoler, og ikke tildækket som alle andre kvinder i landet. Vores største fejl var vi "troet", vi bare lige kunne smutte gennem denne betændte landsdel, overhørte alle advarsler. Vi havde ikke siddet ret længe i bilen før den blev omringet af hysteriske tilsløret kællinger som slog deres knyttet næver ned i biltaget, mens de råbte og skreg, jo mere de skreg, jo flere kom til, de slog og sparkede på bilen, spyttede og forsøgte at åbne dørene. Vi krøb sammen på forsædet, og håbede på nogen ville komme os til undsætning, men alt håb var ude da en af de vilde kvinder med en stor sten smadrede sideruden, så glassplinterne fløj omkring os, dørene blev flået op og vi blev trukket ud af bilen og ud på vejen, de var helt vilde, slog og sparkede. Pludselig lød der en salve fra et maskinpistol, kællingerne sprang til alle sider, mens de med deres knyttede hænder truede os. Jeg kiggede forskrækket hen mod hvor skudene var kommet fra og så en lastbil med en hel masse bevæbnet mænd med sorte hætter på, så kun deres øjne og mund kunne ses, de sprang ned fra bilen og kom hen og slog ring omkring os mens de pegede på os med deres våben. Vi lå i støvet og stirrede med rædsel på mændene som råbte og skreg, mens de skød op i luften. En af mændene tog fat håret på min kollega Connie, han trak hende op at stå, mens han stak hende en flad for at få hende til at holde op med at skrige af skræk. Hun stod helt stiv af skræk, forsøgte at holde hænderne op for ansigtet for at beskytte sig, de tog brutalt fat i hendes håndled og vred hendes arme om på ryggen og satte håndjern på, der efter kom turen til mig, samme brutale tur. De skubbede os foran sig hen mod lastbilen, hvor vi blev trukket op på ladet og brutalt smidt ned mens de sad omkring os og h... Læs hele novellen