Jeg valgte en varm solskins-lørdag til at gøre arbejdet i. Hvis jeg skulle falde ned og slå mig ihjel, ville jeg i det mindste dø en smuk dag! Jeg forsynede mig med et par plastichandsker, en gammel grydeske og et stemmejern, hvis der var noget, der skulle være særligt genstridigt, inden jeg begyndte opstigningen. Allerede da jeg var nået op over stuehøjde, begyndte min højdeskræk at melde sig. Var det ikke, som om stigen vaklede lidt? Havde jeg nu bundet de to ender ordentligt sammen?
Ikke kigge ned, sagde jeg hele tiden til mig selv. Ikke kigge ned! Og endelig var jeg så højt oppe, at jeg kunne nå tagrenden. Bare et skridt mere, og jeg kunne se ned i den og finde ud af, hvor jeg skulle sætte ind. Jeg tog det sidste skridt og gik så helt i stå. For i stedet for skidt og møg i tagrenden blev mit øje fanget af en bevægelse inde i den lille gårdhave i nabohuset til højre! Signe! Min nabo på ca. 25 år. Hun er pædagog og bor alene, efter at have smidt sin fordrukne kæreste ud. Hun lå splitternøgen og solede sig.
Stigen sitrede! Ellers også var det mig! Jeg tog et hårdt greb i selve tagrenden og lagde skovlen fra mig nede i de visne blade. Jeg kunne ikke få øjnene væk fra Signe, og jeg turde heller ikke flytte hovedet at frygt for at blive svimmel. Jeg turde slet ikke kigge ned. Det forstår enhver, der selv lider af højdeskræk. Nu vinkede hun sgu også til mig! Fuldstændig ugenert, som om hun slet ikke var klar over det faktum, at hun var helt nøgen. Jeg slap et ko... Læs hele novellen
