Lige i det samme ringede det på døren. "Du bliver bare siddende der", sagde han, ikke helt upåvirket af hendes ord, kunne hun se, og gik ned ad trappen.
Hun havde, kort før, da de sad og spiste den aftensmad, han nydeligt havde tilberedt, haft et tåreanfald på grund af noget i deres fortid og deres liv, og som han ganske kraftigt uforvarende havde pirket til, da han holdt tale til hende. Talen var i anledning af deres fem-års dag. For denne dag var den 17. august - den hellige dag for dem begge, hvor det hele var begyndt for alvor.
Han havde kigget alvorligt og insisterende på hende og sagt, at det var vigtigt, at hun fortalte ham, hvad der var i vejen, og om han kunne gå videre. Hun var blevet lidt forundret, det var usædvanligt, at han i denne retning var så insisterende.
Det havde været en anelse vanskeligt at tage stilling til, da hun jo for det første ikke vidste, hvor hun skulle hen og for det andet ikke vidste, hvad der skulle ske. Og hun havde også undret sig over den ring, som han, uden et ord, havde lagt på bordet. En kejserring, som han havde haft på til en kostyme-fest.
Hun havde tænkt sig lidt om. På den ene side var humøret til en dum film i fjernsynet, gemme sig og blive væk, på den anden side: Hvorfor grave sig ned i ked-af-det-heden og gå glip af noget? Så hun havde taget en dyb indånding, komme hvad der komme vil, det er OK, gå bare videre.
Han kom ind ad døren igen, sagde at hun havde lov til at bede om tilladelse til at ryge og gå på toilettet i aftenens forløb, men ellers skulle gøre, hvad der blev sagt, og denne gang måtte hun finde sig i at få skindmasken over hovedet (Guuud, mit hår....!), og den lugtede også lidt uva... Læs hele novellen
