Det hele foregår fra min pult, hvor jeg kan fjernstyre alle 24 computere. Jeg kan også sende beskeder ud på skærmene til hver enkelt, for eksempel hvis de larmer for meget, eller når deres tid er lige ved at være gået.
Hver dag ved samme tid kom en sød, lidt genert ung pige og køber sig til en halv time på Nettet. Hun bad altid om den samme computer, der stod lidt afsides fra de andre, så ingen af de andre café-gæster kunne se, hvad hun lavede. Det kunne jeg til gengæld derfra, hvor jeg stod. Hun var på Dating.dk.
Det undrede mig, at en så smuk pige ikke kunne finde en fyr, for det lod ikke til, at hun havde held med sig. En aften sad jeg selv og surfede på Dating, og pludselig fandt jeg hendes profil. Hun havde en profil med billede og det hele. Jeg læste, hvad hun havde skrevet, og hun lød sgu lige så sød, som hun så ud og tilsyneladende var. Jeg oprettede en profil til mig selv og kaldte mig café-manden. Fra den sendte jeg hende et virtuelt kys via netstedet.
Næste gang hun kom, så hun selvfølgelig det virtuelle kys. Men hun bed ikke rigtig mærke i det, for mange piger, der har billeder på nettet, får sådan nogen små hilsner. Der måtte grovere midler til, tænkte jeg.
Så jeg sendte hende en ny hilsen, stadig fra min profil ”café-manden”. ’Hvorfor klatre over bjerge, når det, du søger, er lige i nærheden?’ skrev jeg. Jeg så godt, at hun fik en rynke i panden, da hun læste den, men herudover kommenterede hun den ikke. Hun svarede heller ikke på den. Mit nickname, Cafémanden, gav hende ingen associa... Læs hele novellen
