Francisco bevægede sig hurtigt op af den stejle klippesti der uden tvivl var lagt af de indfødte, de havde dog tilsyneladende forladt området for længe siden. Francisco fornemmede at han ville være alene længe, man han var ikke bange, han havde proviant nok, og hans helbred var, modstridende al fornuft, bedre end nogensinde. Han kunne mærke sine muskler spænde mod sine skjorteærmer, og følte sig fysisk veltilpas på en måde der næsten var upassende for en præst. Men han tænkte ikke nærmere over det, et fremmed land bragte naturligvis også fremmede impulser.
Klokken var midnat da Francisco krydsede passet, det var koldt og mørkt og lydene fra junglen der lå gemt bag skyerne både bag ham og foran ham var uhyggelige og fremmedartede. Han havde endnu ikke vænnet sig til dem. Skridt efter skridt bragte den enlige præst tættere på tågen under ham og han gøs da han på umærkelig vis gik fra det store overblik i passet til en sigtbarhed der hurtigt nærmede sig nul. Han mærkede hvordan tågen omfavnede ham og hvordan en rislen løb ned af hans ryg, det føltes helt igennem unaturligt og Francisco overvejede et kortøjeblik at vende om. Det var for sent. Han kunne h... Læs hele novellen
