Jeg kan høre toget og tudehornene langt væk fra, og fornemmer min mave snøre sig sammen.. Toget ruller stille ind på perronen og jeg tager mig selv i at stå og spejde nysgerrigt og ivrigt ind af de oplyste ruder. Derinde, et sted, var han, blandt alle menneskene. Hvis han da ikke havde fortrudt. Jeg vugger lidt frem og tilbage, mens den enorme menneskemængde snor sig forbi mig, i armene på kærester, forældre og venner.. Til sidst er jeg ved at opgive, da der kun står mig og et par bedsteforældre og venter på vores gæster. Men så ser jeg en fyr i sort dynejakke og cowboybukser stige ud af toget, med en sort Adidas taske. Ikke særlig høj, mørkebrunt krøllet hår og blanke generte øjne..
Nicholas: Da ser jeg hende.. smuk som på billedet, stå der helt uskyldig og kigge sig nervøst omkring.. først ved jeg ikke lige hvad jeg skal gøre af mig selv, men hun tager det første skridt, og så mødes vi i et dejligt varmt kram som vi begge har ventet så længe på.. Vi træder et skridt tilbage, og kigger hinanden lige ind i øjnene. Ingen har sagt noget endnu, hun tager mig i hånden, og så går vi bare, vi går en ti min. tid sådan der, og så er vi ved hendes hus.. heldigvis ingen hjemme.. vi går ind på hendes værelse, og så kan vi ikke vente længere, vi nærmest begge to hopper på hinanden og mødes i et langt inderligt kys..
Sidsel: Hans hænder holder ømt og forsigtigt om mig. Jeg stryger mine hænder ned af hans dejlige ryg.. Vores... Læs hele novellen
