Jeg sad i det sidste S-tog mod København. En torsdag aften, hvor jeg havde været til middag hos en kollega i Solrød. Jeg kunne mærke, at jeg havde været faldet kortvarigt i søvn. Men med ét vågnede jeg. Og så var det, jeg så hende komme gående gennem togvognen.
Hun var vel midt i trediverne. Havde halvlangt, rødbrunt hår, grønne øjne og en sød, lille opstoppernæse. Og så havde hun en dejlig vuggende måde at gå på, som måske hang sammen med de høje stilethæle på hendes sko.
Jeg kunne ikke lade være med at kigge på hende. Jeg forsøgte at se væk for ikke at være alt for uhøflig. Men det var umuligt at få øjnene fra hende.
Der var næsten ingen mennesker med toget, og i den vogn, hvor jeg sad, var alle sæderne ledige. Mon hun ville sætte sig på et af dem?
Da hun nærmede sig min plads, var det, som om hun stoppede op.
Jeg frygtede, at hun måske var sur over, at jeg havde kigget så åbenlyst på hende. Og jeg var så småt begyndt at finde på en undskyldning, der ikke lød alt for tåbelig. Så satte hun sig. På sædet lige over for mig!
Tøvende mødte jeg hendes blik. Og hun så mig lige i øjnene. Smilede. Jeg syntes, jeg burde sige noget. Bare et eller andet. "Her er god plads, hvad?" sagde jeg så, mens jeg nikkede ud mod alle de tomme sæder.
I det samme gik det op for mig, at det måske kunne opfattes som en hentydning til, at hun ikke havde behøvet at sætte sig lige her.
"Men så er det da hyggeligt, at vi, der er her, kan rykke lidt sammen," skyndte jeg mig at tilføje.
"Synes du?" spurgte hun og lagde hovedet en anelse på skrå. "Helt afgjort!" Hun smilede igen. Satte sig tilrette og lagde benene over kors. Blondenederdelen gled så meget op, at jeg kunne se en smule af den bare hud oppe over strømpens kant på det ben, hun havde øverst.
Hun kunne umuligt undgå at vide, hvor udfor... Læs hele novellen
