Vi stoppede op ude foran mine forældres hus og sagde farvel. Da han var gået skulle jeg til at gå ind i huset, men så en gammen ven komme gående, Kasper, hed han. Jeg løb over og sagde hej, og vi snakkede godt. Først da det begyndte at blive mørkt opdagede jeg hvor langt vi egentlig var gået, og stoppede op.
"Fryser du?" Spurgte Kasper. "Ja" svarede jeg. "Samme her" sagde han og holdt om mig og gik videre. Vi snakkede om alt vi havde oplevet dengang vi havde gået i skole sammen. det var lang tid siden jeg havde følt mig så ung, og kunne gøre og sige, hvad jeg ville uden at føle mig pinlig berørt. Vi dansede på en lille sø, der var helt tilfrosset. Vi grinte og havde det skægt. Men det blev koldere og koldere, så vi besluttede os for at gå hjem ad. vi gik ud af en smal vej, og holdt om hinanden for ikke at fryse for meget. Der var helt stille, der var ingen biler og kun få mennesker. Vi gik og snakkede i stilheden.
Pludselig kunne vi høre en bil med meget fart på. Kasper vendte sig og kiggede. Han nåede lige at vende hovedet da han tog fat om mig og kastede sig ned i grøften idet bilen for forbi, hvor vi lige havde stået.
Og der lå Kasper så under mig. Hans øjne skinnede i den mørke nat. Det var koldt, og vi lå i den rette stilling. Intet var mere indlysende. Han løftede hovedet og kyssede mig. Han førte langsomt sin hånd op under min trøje og om på ryggen. Han åbnede bh'en, førte sin ene hånd om på maven og ind under bh'en og derefter den anden ned og åbnede mine stramme jeans. Der var jo int... Læs hele novellen
