Hun hængte helt hjælpeløst og stirret forskrækket på svendene som var ved at gøre kæderne og remme klar på strækbænken, hele hendes krop havde mærker efter mestermandens pisk. Svendene løsnede hende fra ophænget og stod og holdt hende oppe foran strækbænken, hun kunne næsten ikke få vejret af bare skræk. Biskoppen var kommet hen til hende og sagde nu ved vi du har ligget med den onde, nu vil jeg godt vide noget om troldkunster, du kan tilstå nu eller mestermanden må tage endnu alvorlige midler ibrug. Hun rystede fortvivlet på hoved og hviskede jeg har ikke noget med det at gøre og i må ikke gøre mig mere fortræd, jeg har aldrig ligget med nogen, lad mig slippe. Biskoppen trak på skulderen og de to svende slæbte Signe hen til bænken, de løftede hende op på ryggen og holdt hende nede, mens den 3 svend fastgjorde de kraftige jern om hendes håndled og ankler, de skar ind i hendes hvide hud, det gjorde afsindigt ondt, bænken rå træ skurrede mod hendes ryg, hun kunne endnu bevæge sig da de ikke havde strammet kæderne, hun kunne komme op på albuerne og samle benene. De slap hende og mestermanden og hans svende gloede liderligt på hende de havde alle store buler i bukserne. Mestermanden gav signal til den ene svend som havde taget fat i det store hjul, og drejede det et hak som gav genlyd i hele rummet, kæden bevægede sig kun en lille smule bagud over hendes hoved. Han drejede endnu to hakker og hun begyndte at mærke kæden stramme, hun måtte glide helt ned på ryggen for at hvile et lille smule da kæderne var utrolige tunge. Hendes hvide arme lå med knyttet hænder ved siden af hendes ansigt og hoved gik fra side, hende ben var endnu samlet. Hun vred sig rundt for at komme fri men det var umulig og de gav hjulet endnu to hak og kæden begyndte at blive stram, fordi hun forsøgte at samle benede og trække dem op under sig. Hendes arme begyndte nu at blive strakt helt op over hendes hoved og ud til siden og hun blev trukket hen over den ru bænk, hvor så mange før hende havde lid... Læs hele novellen