Jeg lå og halvfrøs, blindet, rejsningen forsvandt og stillingen jeg lå i, blev som tiden gik ubekvem. Jeg kunne ikke flytte mig. Det eneste jeg kunne, foretage mig, var at tænke over hvordan dagen havde udviklet sig. Min trang til at prøve Dortes glatte nylonundertøj, havde direkte eller indirekte gjort, at jeg lå bundet her. I baggrunden hørte jeg Dorte tale i telefonen. Jeg kunne ikke høre ordene, men det lød, som hun talte med sin veninde Nikoline. Der var latter i stemmen engang i mellem, og jeg havde en ubestemmelig følelse af at være til grin.
Efter en rum tid, hørte jeg hun afsluttede samtalen og gik på toilettet. Lidt senere kom hun ind og satte sig på sofaen. "Det var Nikoline, hun har smidt Frede ud og havde brug for lidt opmuntring! ”, forklarede hun. Jeg sagde; " Jeg ligger ikke særligt godt her, gider du binde mig op?". "Næh du!" , svarede hun " jeg kan ændre lidt ved din stilling, hvis du lover at være rolig?". Det lovede jeg, og hun bandt mine fødder op, så jeg kunne bevæge benene. Derefter bandt hun det ene ben ud til siden, så det var halvt bøjet. "Er det bedre, sådan?", spurgte hun og jeg svarede; "ja!", Så tog hun det andet ben, bandt det, så jeg lå med halvt bøjede og halvspredte ben på sofaen. Hun havde hentet flere strømper, til at binde mig med. "Ligger du bedre nu?", Spurgte hun. "Ja!", var mit svar. " Nå - min lille skat, der er jo ikke meget liv i dyret, der!, sagde hun, og klemte hårdt om mit lem med den ene hånd. Det gjorde ondt og jeg ømmede mig!
"Hold op med at pive!", sagde hun. - "Hvad mon tænder dig nu?" , sagde hun som for sig selv, og hun trak forhuden op og ned. Hun trak forhuden op og ned på en brutal måde, der næsten gjorde ondt. "Her er ikke meget liv i dyret!", hørte jeg hende sige igen, som til sig s... Læs hele novellen
