Jeg havde ikke hørt en lyd fra ham hele dagen, ikke så meget som en fødselsdags sms, og var godt fornærmet. Netop nu, hvor det hele gik så godt, nu hvor jeg endelig havde valgt at give efter for hans tilnærmelser, nu hvor jeg havde sagt ja til at vi skulle arbejde på at dele en fremtid. Sjovt nok havde jeg jo aldrig gået så højt op i min fødselsdag, men med lige netop ham var det noget andet. Hvis ikke han huskede min fødselsdag, så var det som om han alligevel ikke var helt på. Jeg kunne mærke at jeg blev mere og mere vred, og besluttede at skyde det bort, han skulle i hvert fald ikke ødelægge dagen for mig.
Jeg havde haft en dejlig dag sammen med veninderne, vi havde spist frokost, og grinet så de andre kunder på cafeen fortrak sig. Vi havde rundet samtlige samtaleemner vedrørende vores mænd eller mangel på samme. Sjovt som samtalerne altid endte der, når vi var sammen. Det havde været Sus der startede med at give Henrik den sædvanlige røffel, det var den samme hver gang, men alligevel var det altid en god optakt til en sjov eftermiddag.. ”Tag nu f. eks. Henrik…” Lagde Sus ud ”Han lader konsekvent sine sure sokker ligge i sofaen, og forventer at jeg samler dem op og vasker dem…” Allerede her trak vi alle på smilebåndet, for vi kendte jo godt historien, vi havde jo alle været i den situation, med ham der derhjemme, der blev sløvere og sløvere hver dag, og lod forfaldet stå til, fordi han nu havde fået sig en ’lillemor’, der klarede ærterne. Sus fortsatte ”Men nu har jeg sat... Læs hele novellen
