Han kunne høre moderens stemme blande sig med musikken. Kunne ikke rigtigt høre hvad hun sagde, men stemmen var hans mors. Og så det velkendte: "Ho, ho, hoooo!" som kun kunne komme fra julemanden. Han kunne tydeligt huske stemmen fra sidste år. Det gav bare ikke nogen mening, at julemanden skulle være der nu. Han skulle ikke komme før om et par dage med julegaverne. Måske var han nød til at komme allerede nu, sidste år havde han jo skulle skynde sig. "Der er jo mange andre artige børn, som skal ha' julegaver," havde han sagt. Så måske han var startet noget før i år, så han kunne nå alle børnene til tiden?
Mads syntes, at det var synd for hans mor. I år får hun sikkert ikke nogen julegave, tænkte han. Han havde jo selv hørt far sige her til aften, at mor ikke var særlig artig og at han blev nød til, at give hende en endefuld. Måske var julemanden kommet for, at mor ville sige undskyld til ham, så hun alligevel kunne få en gave?
Mads lagde forsigtigt dynen til side og hoppede ud af sengen. Det bare trægulv var koldt under hans fødder. Han listede sig ud af værelset, ud i gangen, hvor døren til stuen stod på klem. Han kikkede forsigtigt ind, meget forsigtigt, han skulle jo nødigt skræmme julemanden væk. Som han stod der og kikkede ind i den sparsomt oplyste stue, kom han til at tænke på Niels fra børnehaveklassen. Niels havde nemlig sagt, at julemanden slet ikke fandtes i virkeligheden, men at det kun var noget som forældre sagde i hele november og december måned, for at børnene skulle opføre sig ordentligt. Og sådanne noget vidste Niels, han havde nemlig en storebror, som gik i anden klasse.
Julemanden og mor, som havde stået og smilet til hinanden og sagt: "Ho,... Læs hele novellen
