Thomas havde spurgt så mange gange, at han ikke længere havde tal på det. Han havde forsøgt med alt lige fra henkastede forslag til plagende frontalangreb. Han havde tigget på det ynkeligste og slået i bordet som manden i huset, men lige lidt havde det hjulpet. Selv ikke hans største hundeøjne havde fået Christina til at ombestemme sig. Hver gang havde hun mødt ham med den samme stædige modstand, der varierede fra irriterede afslag til foragtende modvilje. "Det har jeg ikke lyst til. Det er helt vildt ulækkert. Den slags gør jeg altså ikke. Det er bare for klamt." Han kendte efterhånden hver eneste afvisning til hudløshed, så det havde været uden de store forhåbninger, at han forleden, nærmest af vane og for Gud ved hvilken gang, havde spurgt igen. Da hun imod al forventning af ren og skær frustreret utålmodighed havde accepteret, som moderen, der i supermarkedet køber en slikkepind udelukkende for at få ungen til at klappe i, havde han i øjeblikket efter takket hende så mange gange, at hun nær havde ombestemt sig.
Indenfor hørtes efterårets rasen kun som gemytlig baggrundsmusik. Han betragtede tilfreds sit værk lidt på afstand. Stuen henlå i et blødt lys, og fjernsynets flimren blev suppleret af så mange levende lys, at han nær havde overophedet lighteren og forstuvet fingeren ved at tænde dem alle. Hun var helt skudt i levende lys, så der havde været nok at tage af. Faktisk kunne hun dårligt slæbes forbi stearinlyssortimentet nede i brugsen. Således smeltede stearin i alskens former og farver nu rundt omkring i stuen. Levende lys var en veritabel fribillet til romantik. En god del af dem var endda de selv samme duftlys, som han el... Læs hele novellen
