Dømt som svans i ny by, afsnit 3

Jeg havde nu boet 4 uger i mit værelse hos min dejlige værtinde, og vi havde siddet og fået et par drinks og talt om hvordan jeg havde det med mit nye job og med at være ny i byen og vide, at jeg var dømt som svans, og at jeg måtte finde mig i, at jeg var en ussel logerende der ikke havde noget at skulle have sagt.

Jeg følte mig pludselig meget træt, og hvad der var sket ved jeg ikke, men efter nogen tid vågnede jeg langsomt op og mærkede jeg var træt i hovedet og at jeg var et sted hvor jeg ikke havde været før.

Jeg var i et totalt mørkt rum. Jeg kunne end ikke ane mig selv, når jeg drejede hovedet. Jeg havde håndjern på, som var sat fast i en kæde, som igen var sat fast i loftet. Jeg stod udstrakt så kun mine tåspidser kunne nå gulvet.

Det gjorde ondt, hvor håndjernene skar sig ind i mine håndled.

Der var meget varmt i rummet. Jeg svedte voldsomt af anstrengelserne for at lette smerten i mine håndled, ved at prøve at komme længere op på tåspidserne. Det var ikke let, og mine tæer var godt ømme efterhånden. Jeg var nøgen bortset fra det stykke stof jeg havde for munden.

Om det var nat eller dag, anede jeg ikke. Hvor længe jeg havde hængt i rummet, vidste jeg heller ikke. Jeg havde for længst mistet al sans om tid.

Det gjorde så ondt i mine håndled, at tårerne sved i mine øjne. Jeg havde krampe i benene af at stå på tæer hele tiden, men jeg kunne ikke slappe af, så ville smerterne i mine håndled blive uudholdelige. Situationen var ved at blive kritisk. Jeg vidste, at inden længe ville min grænse være nået.

Pludselig blev lyset tændt i rummet. Jeg var totalt blændet. Jeg anstrengte mig for at høre i stedet for, men der var helt stille.

Efter et par minutter kunne jeg se igen. Rummet var på ca. 5x5m og var udstyret som et torturkammer fra middelalderen.

Langs den ene væg stod en strækbænk med fodlænker og et stort trækhjul. Jeg hang omtrent midt i rummet, så jeg kunne dreje mig lidt til hver side. Op ad en anden væg var der monteret et s... Læs hele novellen