Han havde kontaktet hende et par uger tidligere. De havde skrevet sammen. I starten hyggeligt. Det havde været rart at have en at dele tanker med. Men efterhånden havde det udviklet sig, og hun var nu nærmest besat af de små udfordringer, der næsten dagligt tikkede ind på mailen eller mobilen. Det blev mere og mere grænsesøgende og udfordrede fantasi, lyst og blufærdighed mere og mere. I dag var en foreløbig kulmination.
Det var ikke mærkeligt, hun frøs. Det eneste, hun havde på under frakken var selvsiddende sorte strømper og lyse støvler, og det var ikke mere end måske 15 gr. varmt. På trods af kulden var hun dog glad for, at det var efter mørkets frembrud. Frakken nåede godt nok til knæene, men kunne ikke knappes til mere end øverst på låret, så bevægelser var ganske afslørende, men der var heldigvis ikke så mange på gaden.
Hun skulle møde ham for første gang. Som beordret gik hun ned mod stationen. Hun forsøgte at gå naturligt – tasken over skulderen, som en der skal nå noget. Forsøget på at forhindre frakken i at bevæge sig for meget gjorde dog, at det ikke blev helt frit. Hun kunne heller ikke lade være med at smile. Tankerne og forventningerne gjorde sit.
På stationspladsen dyttede en bil og bildøren blev åbnet. Bilen svarede til beskrivelsen, så hun gik hen mod den, mens hun forsøgte at få et glimt af chaufføren. Billedet han havde sendt havde set godt ud, men billeder kan jo snyde, og desuden var hun nysgerrig. Hun havde dog fået ordre til at lukke øjnene og sætte sig ind, og da hun med nogen besvær havde fundet ind på sædet, fik hun en blindfold på. Skuffelsen var næsten til at smage. Hun ville meget gerne vide, hvordan han så ud.
Frakken blev knappet op. Hun følte sig udstillet – der var jo mennesker overalt. De begyndte at køre. Han tog fat i hend... Læs hele novellen
