Hun gik målbevidst hen ad stien, der førte ind i den lidt tættere skov til venstre for mig. Da hun var ud for mig, fik jeg et varmt smil og et sagte: ”Dav!” Jeg hilste med et nik tilbage. Lige før stien slog et sving, vendte hun sig om mod mig og smilede igen. Jeg nåede lige at gengælde hendes hilsen med et forsigtigt vink. Før jeg fik rejst mig efter en lille times tid og ville gå tilbage til cyklen, kom hun tilbage. Jeg gik nøjagtig så stærkt, at jeg kunne være på højde med hende lige ved hendes bil, der stod tæt på min cykel. ”Herligt vejr på sådan en septembersøndag med høj blå himmel! Ordene var henvendt til hende, og venligt svarede hun: ”Ja, det er rigtigt, hvad der står i sangen: Septembers himmel er så blå.” ”Ja, og så er her i dag herligt stille. Ikke legende og råbende børn,” sagde jeg. ”Kommer du her tit?” spurgte hun. ”Ja, jævnligt, men ikke hver uge. Jeg nyder meget denne plet på alle årstider. Især sidst på eftermiddagen, hvor solen står ind over skrænten derovre.” ”Underligt vi ikke har mødt hinanden før. Jeg kommer her også ganske meget.”
Vi kørte samtidig. Hun dyttede, da hun overhalede mig. Da jeg noget senere kom forbi et lille ældre hvidt hus med bindingsværk, stod en lysegrønne bil der. Sikkert hendes. Jeg syntes, jeg blev fulgt af et par øjne inde fra huset. Det var nok bare indbildning. Næste søndag eftermiddag var det igen herligt vejr, der indbød til cy... Læs hele novellen
