Om aftenen tog de sidste gæster hjem, og det var, som om det hjalp på humøret, at han ikke længere behøvede at være underholdende og opstemt. Jeg blev hos ham for at hjælpe lidt med oprydningen. Da klokken blev 24, og alt igen var rent og ryddeligt, gik vi ind i hans stue, hvor vi dækkede sofabordet med levende lys og de sidste kagerester.
Det er en tradition, vi har haft, siden jeg var barn. Hver gang en af os har fødselsdag, sætter vi os sammen og spiser rester, når dagen er forbi. Ud over at æde til ingen af os kan rejse sig, får vi talt ordentligt med hinanden. Det er lidt svært at forklare, men disse stille aftener føles som oaser af fred og intimitet i en overstresset hverdag, hvor ingen har tid eller overskud til at komme hinanden rigtig ved. Som barn var det vidunderligt at sidde og samle Lego-sættene, man havde fået i fødselsdagsgave, og måske kunne man endda få lov til at pjække fra skole næste dag, hvis det var blevet virkelig sent. Mor har aldrig været med. Ikke fordi hun ikke måtte, men hun er ikke just et b-menneske, så tanken om at spise lagkage det halve af natten har aldrig tiltalt hende synderligt. Dette år var der selvfølgelig ganske andre grunde til at hun ikke var med, men dem forsøgte vi at tale uden om.
Da vi var færdige med at slæbe kager, boller og vin ind på det lille sofabord, var der dårligt plads til hverken glas eller tallerkner. Vi grinede og blev enige om, at det ville blive en... Læs hele novellen
