Helle var på vej gennem 1. salen da hun ud af øjenkrogen observerede noget som ikke var som det skulle være. Hun listede tilbage og så ind i sit påklædningsværelse. Der stod stuepigen Marie og prøvede hendes nye minkpels. Helle var første ved at fare op men betænkte sig så et øjeblik. Hun kom i tanke om at hun havde sagt at hun ville tage til byen, og nu troede Marie åbenbart at hun allerede var ude af huset. ”Når katten er ude…” tænkte Helle i det hun gik ind af døren mens hun rømmede sig. Marie fór sammen ved synet af sin Frue. Hun forsøgte at gemme pelsen bag sig, men blev hurtigt klar over at hun var taget på fersk gerning. ”Undskyld” lød det meget spagt fra hende. ”Du har 1 time til at pakke dine ting ” sagde Helle. ”Du er fyret”! Marie var lamslået. Til Helles store overraskelse lagde hun sig på knæ foran Helle. ”Undskyld, Frue” sagde Marie og så bedende op på Helle. ”Jeg skal aldrig gøre det mere”. ”De må ikke fyre mig, for jeg er jo så glad for at være her”.
Helle så ned på den unge pige og en tanke begyndte at danne sig. ”Vil Fruen ikke nok være så sød at lade mig blive.” ”De må gerne straffe mig, bare De lader mig blive.” Helle så ned på hende og s... Læs hele novellen
