Da dørtelefonen summede tog han nervøst elevatoren op til øverste afsats og ringede på. Han havde ikke set Hende i godt 4 måneder nu. Hele efteråret havde han befundet sig i en helt anden verden, hvordan ville det nu blive igen at stå ansigt til med vidunderlige, smukke … - Hun?
Makeuppen var ekstremt markant, og Hun havde fået meget mere af det askeblonde hår, som nu var sat op i nakken og duskede bag et stort kamspænde. Om mundvigen den velkendte skæve, ironiske krusning. Hun havde højhælede støvler på under et par halvlange benklæder og en lille sort jakke med broche i reverset over en gul skjortebluse. ”Velkommen tilbage fra din lille odyssé. Du ser fin ud, ikke mindst den nye kokette frisure. Du har også tabt dig en del”, sagde Hun venligt og åbnede døren helt.
Overvældet over at Hun nu igen var inden for hans fysiske rækkevidde, greb han ud efter Hendes hånd og trykkede taknemmeligt et kys på håndryggen, mens han mumlede noget om hvor lykkelig han var for at se Hende igen. ”Ja, det er fint, fint”, svarede Hun afmålt og fortsatte så uanfægtet, ”Tag overtøjet af og kom med ind i stuen. Der er te og sandwichs og jeg har tid nok til at høre lidt om dine oplevelser”.
De næste timer tilbragte Hun i sin yndlingslænestol og han i sofaen, mens han i detaljer blev spurgt ud om livets gang og de oplevelser, han havde haft i Huset. På afstand kunne de ligne to veninder, hvor den ene med pigelig nysgerrighed udfrittede den anden om intime detaljer. Han nød at synke ind i varmen og glæden ved igen at være i Hendes nærvær, selvom han i små glimt anede en form for fravær i Hendes opmærksomhed, som om tankerne indimellem gik på vandring inde bag de grønne øjn... Læs hele novellen
