Efter at have fået sagt farvel til mine venner, vandrede jeg over mod busstopstedet. Efter et hurtigt kig på uret fandt jeg ud af, at jeg havde 2 minutter til at nå bussen, så jeg satte i løb. Da jeg nærmede mig vejen kunne jeg ikke se bussen, så jeg satte farten ned og gik over på den anden side og stillede mig ved busstopstedet. Kort tid efter min ankomst så jeg den smukkeste pige jeg nogensinde havde set. Hun kom gående med det sødeste smil på læberne, med hendes blonde hår nede i hendes røde jakke. Sneen faldt langsomt på hendes hoved og skuldre mens hun kom gående mod mig. Jeg fangede hendes blik og kiggede dybt i hendes krystal blå smukke øjne, som skinnede noget så fantastisk. Af en mærkelig grund beholdte vi øjenkontakten med hinanden, som om vi havde mødtes før – som om vi havde en sammenhæng. Hun stoppede op ved stolpen på busstopstedet.
Jeg fik et smil frem på læberne, og hendes voksede. Så kiggede hun lidt væk, hvilket også fik mig til at kigge mod retningen hvor bussen skulle have været kommet, men den var ikke i syne. I min øjenkrog kunne jeg fornemme at hun af og til kiggede på mig, og hver gang hun kiggede væk, kiggede jeg på hende. Hun var virkelig smuk! Tror ikke hun var ældre end 15-16 år, men da jeg selv kun lige var gået hen og fyldt 18, var det lige meget. Jeg blev nød til at bryde ud og sige noget, en sådan smuk, smilende pige må man ikke lade gå forgivet. Hun havde i mellemtiden sat sig på bænken inde i busstopstedet. ”Har du noget imod jeg sætter mig ned?” spurgte jeg hende om, mens et nervøst smil voksede på læberne. Hun kom med et klart fast nej, og jeg satte mig så derefter på bænken. ”Det er noget ... Læs hele novellen
