Jeg ankom til adressen og måtte hurtig sande at min apati for tandlæger stadig levede i bedste velgående. Jeg var kort sagt pisse nervøs. Tandlægen var en venlig herre i halvtresserne og han gjorde store øjne da jeg skred in i min fest mundering. Høje sorte hæle, selvsiddende strømper og kort sort nederdel med en ditto top og en kort jakke. Håret var sat op til det frække og mak up'en i orden. Jeg fablede nervøst om at jeg var ked af at skulle forstyrre ham så sent en lørdag. Manden afviste min undskyldning med at sådan er jobbet som tandlæge af og til.
Han fik mig ned i stolen og jeg blev vippet ned. Han spurgte til hvor det gjorde ondt. Jeg dirigerede ham og lyset blev tændt og vi var i gang. Jeg lå og vippede med tæerne hver gang han ramte nerven i tanden. Jeg bliver nok nød til at rodbehandle den i aften sagde han konstaterende. Bare det ikke gør ondt så må du gøre med mig hvad du vil sagde jeg nervøst. Hans øjne blev dybere og jeg fangede pludseligt den utilsigtede tvetydige opfordring jeg lige havde fyret af. Han smilede underfundigt og spurte om jeg var til et prik eller en gang gas. Øh jeg tror nok at gassen er mere mig stammede jeg. Imens han fandt flasker og maske frem kom jeg pludseligt i tanke om min korte nederdel. I denne vinkel i stolen måtte der være frit udsyn til det hele hvis han ville. Morten havde nemlig beordret mig i byen uden trusser. Fandens, fandens tænkte jeg og følte det som om jeg pludselig... Læs hele novellen
