Og da han fik kælenavnet, var det hans venner, der gav ham det. Så det var ikke for at drille. De var sandsynligvis misundelige eller endda jaloux. Men drenge tænker sjældent på at fornærme eller såre hinanden.
"Ståpik, frue", sagde han, da hans nye lærer spurgte hver elev, hvad de gerne ville kaldes. Hun rødmede, og hans klassekammerater lo. Efter timen undskyldte han og fortale hende, at det virkelig var hans kælenavn. Hun var da ikke længere vred, men smilede, rødmede en smule og prøvede at lade være med at kigge ham i skridtet. "Jeg tror, jeg nøjes med at kalde dig Taylor".
Efter et stykke tid, kaldte alle ham ståpik eller stådreng. Selv inspektøren og nogle af lærerne kaldte ham det. Pigerne kaldte ham det og fniste. Men drengene kaldte ham det uden at optræde, som om der var noget mærkeligt ved det. "Hvorfor kalder de dig ståpik?", spurgte en af de nye drenge ham en gang. "Kom og besøg mig, så skal jeg vil vise dig det", svarede han med et grin.
Drengen, Carl, ringede med dørklokken. Taylor, iført boksershorts og T-shirt, travede ned ad trappen for at lukke op. Han var overrasket over, at det var drengen. "Du lovede mig at vise det". Taylor vidste ikke helt, hvad han skulle gøre. Men han vendte sig og vinkede drengen med indenfor. "Nå, hvad kalder så dig?", spurgte Taylor drengen. "Lille sprøjter, tror jeg nok... det plejede de at kalde mig på min gamle skole. Men jeg vil ikke have, at nogen skal vide det, lover du det?" Taylor så på drengen. "Fordi du er, øh, lille?", spurgte han. "Nej, fordi..."
Taylor stirrede vantro, da drengen tog sin pik frem, som var stiv, og strøg den med hånden en gang. En lang strå... Læs hele novellen
