Jeg har netop færdiggjort mine studier i København og står nu uden SU, uden studielån og snart også uden bolig, og jeg har endnu ikke et rigtig job på hånden. Men det gider jeg simpelthen ikke tænke på nu. Det her vil blive den eneste reelle ferie jeg har råd til, så den skal bare nydes.
Klokken er lidt over 10, da jeg kommer hjem fra stranden efter en frisk morgendukkert. Jeg står i carporten og bakser med låsen på min fars cykel og hører godt lyden af en cykel, der langsomt kommer trillende bag mig. ”Hej, Martin”. ”Øh, hej.” Jeg genkender i første omgang ikke den rødhårede, smukke pige i en knælang hvid kjole og med studenterhue på hovedet. Så kommer det pludselig. ”CAMILLA! Hej, Camilla. Jeg kunne næsten ikke kende dig”. ”Nej, men jeg kunne godt kende dig”.
Hun ler på en aldeles smittende måde, og jeg kan mærke hvordan blodet stiger mig til hovedet og de små nakkehår rejser sig. Og måske – det kan i hvert fald ikke helt udelukkes – er der også antydningen af, at blodet strømmer en anden vej og der er risiko for at noget andet vil rejse sig. Jeg skubber det til side. Camilla er naboens datter og hun er seks år yngre end mig. Hun er naboens lille Camilla der leger med dukker og har rottehaler og bøjle på tænderne. Min hjerne har problemer med at kategorisere hende – og kategorisering er ellers hvad en stor del af de sidste seks år studier er gået med. ”Tillykke med huen.” ”Tak! Klæder den m... Læs hele novellen
