1957 blev for mig et skæbneår, hvor jeg måtte gifte mig. Mit navn er Hans, 172 cm høj, spinkel, men atletisk, blond hår og blå øje. Da beretning tager sin begyndelse var jeg 21 år og næsten udlært. Det begyndte på den sædvanlige måde med, at jeg var på danserestaurant, sammen med mine venner, i den provinsby, hvor jeg boede på kollegium og var i lære. Det var vinter. Jeg var gået med den lørdag aften, fordi jeg ellers ikke havde noget andet at lave. Egentlig brød jeg mig ikke særligt om at danse og for den sags skyld heller ikke spiritus, men der sad jeg dog med en flyversjus - ækelt sprøjt.
Så blev det “dametur”. Pludselig stod der en skøn pige og bød mig op til dans. Selv om jeg helst ville sige nej, sagde jeg dog straks ja tak. Man siger ikke nej til en så henrivende skabning som Ida. Ida var 18 år gammel, ca. 160 cm. høj, blondt langt hår, dybblå øjne og ellers en krop, der bare var flot og smuk, med to faste og ikke for store bryster. Jeg havde af og til set Ida inde på arbejde, hvor hun var ansat i udsalget og jeg i bogholderiet. Lige en pige jeg tit havde drømt om.
Ida og jeg fandt hurtigt rytmen og det gik forbavsende let og afslappet. Hun sagde ja tak da jeg tog mod til mig og spurgte om hun også ville danse den næste med mig. Det var heldigvis en langsom sjæler. Jeg holdt Ida godt tæt ind til mig og mærkede trykket af hendes dejlige faste bryster. Hun lagde armene om min nakke og da jeg forsigtigt pressede mit underliv, med en tendens til “bule”, mod hendes skød veg hun ikke væk. Tvært imod begyndte hun at presse sig ind mod mig og rotere langsomt, så jeg tydeligt mærkede hendes venusbjerg. Den korrekte dansestilling var nu blevet historie. Mine hænder var gledet ned om hendes lænd og derefter ned på den dejlig slanke numse.
Den gang spurgte man, om man måtte følge en pige hjem. Det fik jeg lov til. Ida boede ikke langt fra, hvor jeg boede. Vi gik ind i hendes opgang, hvor jeg forsøgte at kysse hendes mund. Først veg hun lidt tilbage men lidt eft... Læs hele novellen
