Det er bare en skam, sagde Jens’ mor, så må Jens og jeg, klare os selv og sådan blev det.
Jens blev de første år, mens han endnu var en lille dreng, båret på sin mors arm, så var det lige meget hvor de skulle hen, så sad han på mors arm, efterhånden som årene gik så trænede hun ham op til at støtte på sine forkrøblede fødder og da først han fandt balancen og stod med sine små stokke, så kom alle øvelserne frem i ham og hans mor gav ikke op, hun trænede ham dag efter dag og efterhånden så kunne Jens selv gå hen til kommoden.
Og da han endelig efter flere års kamp og træning, med sine fødder og det nederste af sine ben, fik dem til at fungere, som det de var skabt til og som alle andre mennesker, bare gjorde af sig selv, gå ned ad trappen og ud på gaden, for at gå til købmanden, for sin efterhånden trætte mor, da var Jens på vej til sin femtende fødselsdag.
Men han var samtidig meget stolt af sin mor, som havde haft tålmodighed til at lære ham op, så han kunne gå, når bare han havde sine to stokke med sig, men han gik og det var dette, som alle for femten år... Læs hele novellen
