Mit navn er John. Tilbage i 1978 besluttede jeg mig for at blaffe til Vesterhavet, hvor min onkel boede. Jeg var blevet lidt uenige med mine forældre. Vi boede i “Den sorte Firkant” og presset fra kommunen med hensyn til nedrivninger og udsætninger gjorde livet derhjemme lidt svært. Det lykkedes mig at forlade Folkeskolen efter syvende klasse og få arbejde som bud i en tøjbutik. Så sommeren efter kom der et opgør med mine forældre og jeg pakkede om aftenen en rygsæk og gik ind til hovedbanegården hvor jeg tog første tog mod Jylland. Pengene rakte dog kun til Ringsted og jeg gik fra stationen selvsikker ned til en tankstation hvor landevejen gik forbi (Det var før at der kom motorvej).
Her fik jeg et lift til Fyn med en familie på 3. Da det ikke kostede ekstra at få en ekstra med i bilen fik jeg lov til at sejle over Storebælt med dem. På Fyn fik jeg et lift med en lastbilchauffør til Esbjerg, hvor jeg gik ned til Store Darum hvor min onkel Hans boede. Vi havde besøgt ham nogle gange da jeg var barn. Det var regnvejr og jeg var godt våd. Da jeg kom til Store Darum og hans hus så jeg at der var et andet navneskilt på lågen. I haven gik en dame på omkring 40 år rundt og lavede havearbejde. Hun var lidt kraftig af bygning og havde regnbukser med smæk på, hvilket var naturligt i det våde vejr. Jeg spurgte hende om hun vidste hvad der var blevet af onkel Hans.
Lise Jensen som hun præsenterede sig som fortalte at onkel Hans var gået bort 18 måneder før. Hun havde boet sammen med ham til det sidste og de var blevet gift på hans dødsleje. Hun havde forsøgt at kontakte vores familie, men Hans havde ikke været god til det at holde kontakt og når jeg tænker på det, var det kendetegnet for min far også.
Så onkel Hans var død og jeg stod helt over i Jylland uden en krone på lommen.
Lise spurgte mig om jeg ikke havde lyst til at komme med ind og få en kop kaffe.
Vi gik indenfor. Der lugtede sært i hjemmet - nærmest sådan lidt gummiagtig. Lise kogte kaffe og hun ... Læs hele novellen
