Fredag aften sad vi alle fire og slappede af efter lidt sen aftensmad med et køligt glas hvidvin, og Rikke og Lars fortalte, at de næste dag skulle til frokost hos nogle gode venner, der havde slået ned permanent i deres hus, der lå i bjergene ca. en times kørsel fra pladsen.
Pludselig siger Rikke, at vi kunne da tage med derop. Nej, siger vi begge i kor. Vi kender dem jo ikke. Nej, svarer Rikke, men det kan I jo komme til, hvis I tør og har lyst!? Der var ikke langt fra ord til handling, så Lars rejste sig og gik ned til pladsens reception for at ringe til vennerne, og han kom hurtigt tilbage med en hilsen om, at vi var meget velkomne.
Tiden nærmede sig sengetid, og Lars sagde, at vi kører i morgen kl. 11. Vi spurgte, om vi skul-le have noget med, men de svarede begge to, at vi blot skulle medbringe noget godt humør.
Inde hos os selv spurgte Lillian mig, hvad de mente med, om vi turde? Jeg kunne kun trække på skuldrene, fordi jeg var ikke klogere end hende.
Næste formiddag kørte vi af sted i Lars´s Mercedes, og pigerne sad bagi og grinede, hviskede og pjattede, og jeg sad foran hos Lars. Vi ankom til vennernes hus, der lå pragtfuldt med en forrygende udsigt ud over området, og i varmedisen længere væk glimtede Middelhavet i so-len.
Deres venner Lone og Bjarne tog hjerteligt imod os og bød os velkommen, og omme på terrassen var der dækket op med et lækkert frokostbord med alt, hvad hjertet og maven måtte begære.
Lone og Bjarne var helt igennem ligetil som Rikke og Lars, så vi havde en hyggelig frokost alle sammen. Da vi havde taget af bo... Læs hele novellen
