Hen imod slutningen af året fik vi at vide, at han ikke skulle undervise på skolen længere, og ville tage tilbage til København. Jeg var dybt ulykkelig. Tænk at jeg aldrig skulle se ham igen. På det tidspunkt tog jeg en beslutning, der kom til at ændre mit liv. Jeg valgte at skrive et brev til ham, hvori jeg fortalte, hvor stor betydning han havde haft for mig som både lærer og person. Jeg ville komme til at savne ham frygtelig meget, og håbede at han havde lyst til at holde kontakten ved lige.
Der gik to måneder og jeg hørte ingenting fra ham. Men det var måske også det bedste. Så kunne jeg komme videre, og ikke tænke på ham mere. Da den tredje måned var gået, tikkede der er mail ind. Det var fra ham… Da jeg så mailen i min inbox galoperede mit hjerte derud af. Selvom jeg havde ventet i lang tid på at få svar, måtte jeg tage mod til mig, før jeg kunne læse den. Hvad nu hvis han overhoved ikke havde kunnet gengælde noget af det jeg skrev. Og hvad nu hvis han netop gengældte det. Meget spændt begyndte jeg at læse mailen. Der stod at han var glad for, at jeg havde skrevet brevet til ham, og at han meget gerne ville holde kontakten med mig. Selvom jeg var overlykkelig for at han havde besvaret mit brev, havde jeg også en underlig fornemmelse, da han havde set mig som ”en ung dame ud over det sædvanlige”. Fra at et forhold mellem os kun havde eksisteret i min fantasi, var der lige pludselig en reel mulighed for at der måske kunne ske noget mellem os.
Vi skrev via mail gennem 2-3 måneder om løst og fast. Jeg turde ikke skrive om mine følelser for ham af frygt for at skræmme ham væk, så det var mere hverdagsting vi debatterede i vo... Læs hele novellen
