BBBBRRRRRrrrrrr. Vækkeuret annoncerer at det er tid til lørdagsløbeturen. Op til tandbørsten, på med løbetøjet, skoene, lige en franser i hånden på vej ned ad trappen til cyklen, der står og venter ved opgangen. Af sted over for at samle Ole op. Ole bor lige op og ned af skoven, hvor vi hver lørdag kæmper os igennem de obligatoriske ti kilometer.
Skuffelsen var stor. Nina, Oles kæreste, var ikke hjemme i dag. Mærkeligt. Ole virker også lidt reserveret og mut. Nina var stået tidligt op og var taget af sted før Ole vågnede. Hun plejer ellers altid at give Ole en knuser, inden han stikker ud af døren. Med armene om hans hals, så den korte natkjole glider op og hendes lille søde runde bagdel – uden trusser - kommer frækt til syne. Jeg nyder synet hver gang – bare ikke i dag. For der er ingen Nina. Heller ikke til at vende sig om, og give mig et kys på kinden, mens hendes strittende vorter er ved at prikke hul i den tynde natkjole. "Er der noget i vejen?", spørger Ole. "Næh", siger jeg, og føler, at det var min replik. "Så lad os komme af sted."
Igen ned ad trapperne, rundt om hjørnet og vi er på vej ind i skoven. Tempoet er igen i dag for højt i starten. Jeg puster lidt; men pulsen kommer snart i en fornuftig rytme. Mine tanker kredser om skuffelsen over, at Nina ikke var hjemme. Fandens også! Ninas morgenkys er ikke den eneste grund til, at jeg piner mig selv hver lørdag, men det er et lille oplivende moment, som jeg nødig vil være foruden.
Vi er nu nået hen til foden af Pinen. Navnet på den første store stigning på ruten. Det er en lang lige og stejl strækning mellem tætte træer på begge sider. Pulsen stiger straks. Og åndedrættet bliver tungere. Hvad helvede sker der! Ole tonser af sted i et uvant tempo. Snart er jeg over 30 meter bagefter. Jeg koncentrerer mig om mit eget løb og kigger kun op en gang imellem. Jeg har ikke mine briller på, så Ole er blot en sløret gul plet langt oppe ad bakken.
Hvad er det! Ole og ....
Læs resten. Vælg hvordan du vil være med herunder.