Som tiden gik, havde jeg dog vænnet mig til at blive kaldt frøken. Nu om dage grinte jeg og de andre plejere bare af det. Jeg havde fem vidunderlige kollegaer. Tre op i 50’erne, og så to i starten af 30’erne. Jeg var selv blevet 29 år. Dagen gik sin stille og rolige gang på hjemmet. De ældre skulle have skiftet ble, maden skulle laves og rent skulle der jo også være. Vi havde et kanont samvær, ikke bare blandt personalet, men også med mange af de ældre.
En dag kom en af de ældre damer op til mig og sagde. ”Søde frøken vil du ikke nok kigge på min lampe, den vil ikke lyse mere.” ”Ja, skal vi lige kigge på det,” svarede jeg. Vi gik hen mod hendes værelse; jo ganske rigtigt var hendes natlampe gået ud. Jeg prøvede at skrue pæren mere fast, og med det samme kom der lys. ”Så er der lys”, sagde jeg til den ældre dame. ”Nej det var dejligt. Jeg tænkte, kunne du godt tænke dig en gave”, sagde hun med en sukkersød stemme. ”Jo, det kunne jeg jo godt, men det er slet ikke nødvendigt”, svarede jeg lige så sødt. ” Pjat med dig, sådan en sød frøken fortjener en gave.
Lad os se den skulle ligge her inde. Jo, der var den.” Ud af skuffen kom det flotteste gamle hvide korset. Wauw jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Hun trak mere ud - et par trusser og strømpebukser som passede til. ”Er det ikke flot, det brugte jeg dengang jeg var i din alder til at forføre alle mændene? Der er ingen i familien, der kan passe det, så vil du ikke tage og bruge det? Det er syet af min mor specielt til mig, men jeg tror du er den eneste, der kan passe det af plejerne. De har jo alle sammen nogen store bryster, det har vi jo ikke vel? Så vil du have det, for jeg vil ikke have det bliver... Læs hele novellen
