Jeg havde dagen før sikret mig at du var ledig den her dag. Vi havde skrevet lidt sammen på Messenger, og jeg inviterede dig ud på den picnic jeg længe har gået og truet med. Du var selvfølgelig frisk med det samme. Nu var alt klar og jeg havde lavet alle forberedelserne. Det eneste du havde fået at vide, var at jeg ville komme og hente dig omkring frokosttid. Hvor, hvor længe og ikke mindst hvorhenne vidste du intet om.
Jeg kørte ind på parkeringspladsen, og kunne se dig stå og vente på mig. Du var gudesmuk som altid, og jeg kørte hen imod dig med et lille skævt smil på læben. Jeg kunne simpelthen ikke lade være. Mine tanker var allerede forbudt for børn, bare ved synet af dig i den nederdel du havde på. Du mødte mit smil, og satte dig ind, jeg synes at jeg kunne se noget i dine øjne, men var ikke helt sikker. Dette her ville bære eller briste, men det eneste jeg vidste, var bare at jeg måtte ha’ dig. Siden første gang jeg så dig har der været noget der har rørt sig i mig når jeg ... Læs hele novellen