Hvor mange af jer kører i tog hver dag? Det er nok ikke så få! Jeg har kørt den samme rute hver dag i 4 år, og I kender det sikkert, det dér med, at man efterhånden nikker genkendende til de samme rejsende hver morgen og hver eftermiddag. Det er de samme kedelige, leverpostejansigter, man møder hver dag, triste og grå i hovedet, søvnige om morgenen, trætte om eftermiddagen.
Det eneste oplivende ved min daglige tur med det københavnske S-tog var en pige, som sad på samme plads hver morgen. Ikke i mit tog, men i et, der kørte den modsatte vej. Det fortæller lidt om regelmæssigheden i vores arbejdsliv, at hun hver morgen sad på den samme plads i det samme tog, lige overfor min plads.
Vi kunne kigge på hinanden hen over perronens asfalt, da begge holdt på samme tid på Hovedbanegården. Jeg regnede med, at hun ligesom jeg var med toget helt fra endestationen, så hendes faste plads var altid ledig.
Vi fik øjenkontakt nogle gange sidste efterår, og efterhånden var det blevet en tradition, at vi smilede til hinanden. Lidt efter lidt vinkede vi, og en dag sendte jeg hende et fingerkys tværs over perronen. Hun gav mig et stort smil og en fuckfinger til gengæld.
Et par dage efter - på vejen hjem - sad jeg med en stor buket røde roser i hånden. Det var min mors fødselsdag, og jeg skulle ud til hende og min far om aftenen. Da jeg så, at min ukendte veninde sad på sin sædvanlige plads, hævede jeg buketten og lod, som om den var til hende, mens jeg holdt hendes øjne fast i mine. Hun så et øjeblik meget overrasket ud, men så fik jeg det mest vidunderlige smil, jeg nogensinde havde set.
Befippet. Næste dag var hun der om morgenen, men på hjemvejen var hun der ikke. Jeg spejdede forgæves efter hende og regnede med, at hun måske havde taget et tidligere tog eller sad på en anden plads end den sædvanlig... Læs hele novellen
