Udadtil var hun fru direktør Grassate-Ofmyn, gift med en 50-årig fedladen mand, der ikke i de sidste 15 år havde sat sine ben i fruens soveværelse, ligeså lidt som hun havde været i hans. Madame - kun meget få kaldte hende Anna - var dog stadig den perfekte værtinde ved gemalens selskaber ude og hjemme, hvilket hun nød mere end ham, der hellere ville være hos sin - for tiden - storbarmede elskerinde. Direktøren var helt sikker på, at hans kone ikke kendte til hans eskapader, men fruen var ganske klar over eksistensen af diverse små veninder, der blev skiftet ud med jævne mellemrum. Hun smilede ofte ved tanken om, hvor meget pigerne måtte arbejde for pengene - eller som hun kun sagde til sig selv: For at få direktørens op at stå!
Lad os bare kalde hende Anna alligevel, for selvom hun udadtil var den ideale frue, der forstod at opføre sig i omgangskredsen, var hun en helt anden amourøs person, når hun optrådte på egen boldgade. Ikke at hun var Madonna om dagen og luder om natten. Slet ikke, for hun forlangte høflighed og elegante ord, når hun var sammen med sine elskere. I sådanne situationer, var det stadig hende, der lagde tonen an, selvom hun for sig selv blev erotisk ophidset ved at tænke på kusse, pik og røv.
Da Anna blev gift, var hun en flot pige, men allerede fire-fem år efter brylluppet, var hun blevet småfed, hvilket medførte færre og færre heftige samlejer i ægtesengen. Resultatet blev en endnu tykkere Madame, hvilket førte den første af de mange slanke unge piger, som direktøren begyndte at underho... Læs hele novellen
