I tankerne var hun allerede langt oppe i Sverige – ude i naturen, padlende af sted ned af de store søer – med Tobias siddende bagerst i kanoen.
Turen havde været planlagt længe, om end han havde udsat det et par gange. Arbejde – altid var hans arbejde vigtigst, men omsider kunne de komme af sted. Han havde fået hevet en stor kontrakt hjem til sit ingeniørfirma og kunne derfor med god samvittighed holde en forlænget weekend. Lone skulle have været på weekendvagt, men havde fået byttet med en god kollega, der vidste hvor meget turen her betød for hende.
Lone åbnede øjnene og kiggede over mod Sverige – ja, turen betød meget for hende – de var vokset fra hinanden det sidste års tid – manglende tid, manglende overskud – forklaringer var der nok af, men dem kunne hun ikke bruge til noget. Hun så turen her som deres sidste mulighed for at finde ind til hinanden igen – genfinde legen og romantikken, ellers måtte hun se i øjnene at deres samliv var uigenkaldeligt slut.
Spekulativt så hun ned i vandet – så fristende det så ud – så let en udvej – et lille hop og alle sorger og bekymringer ville være forbi. Nej – hun måtte ikke være så pessimistisk – det lignede hende slet ikke, hun var nødt til at se fremad – tro på fremtiden og genfinde sit lyse sind og sin optimisme!
Hun tænkte tilbage på sit liv – snart 35 år, stadig rimelig slank med flotte bryster. Hun var så stolt af sine bryster – de var absolut det kønneste ved hendes krop. Det lange mørke hår, der flagrede frit i vinden, de mandelformede øjne, hvis brune spil kunne tryllebinde mange en mand.
De havde været sammen i mange år efterhånden, 15 år blev det vel til. Med et smil om læberne mindedes hun den første tid – de havde været så for... Læs hele novellen
