"Selvom man er lidenskabelig, behøver det jo ikke betyde at man ikke kan bevare selvkontrollen, min kære bror. Jeg anser mig selv for værende ganske lidenskabelig og brændende interesseret i livet, men jeg er da ikke psykopat af den grund!"
Hun lægger hovedet lidt på skrå. "Ikke psykopat, så langt fra. Jeg mener bare, ehh. Når jeg for eksempel fortaber mig i en tegning, et digt, et maleri eller et stykke musik, med en eller anden dybere følelse. Deri kan ligge en afgrundsdyb sorg over at det ikke var mig, der kunne udtrykke mig sådan. Hvis jeg så umiddelbart efter en sådan oplevelse kommer op på min motorcykel, ryger nålen nemt op på 170 i jagten på en ægte følelse der er min egen!" Den er unfair, jeg ved hvordan hun har det med at sidde bag på når det går rigtigt stærkt og hun fortæller det i hvert fald ikke til far og mor. Hun rynker brynene "ja måske, men er det lidenskab eller dumhed?" Hun ryster på hovedet og vi når hoveddøren. Inde i køkkenet over en natmad og en godnatbajer fortsætter hun "Hvad med forelskelse? Er det også en lidenskab man mister selvkontrollen over eller er det blot selvbedrag? Det psykologer kalder momentan sindssyge?"
Hun sidder med en sandwich i hænderne og taler med mad i munden. Jeg smiler til hende, hun er sød med den der spidsfindige rynke i panden og et stykke rødløg med dressing i mundvigen. "Jeg ved det ikke, lad os lade det ligge ved det. Jeg kunne godt tænke mig at blive forelsket uden at tænke over hvorvidt det ... Læs hele novellen
