Ikke noget brev. Hmm... kommer nok i morgen så. Så fik jeg øje på et lille postkort, og tænkte fedt, der er nogen der tænker på mig. Det vare der så også, bare ikke lige dem jeg havde regnet med. Det var fra tandlægen, endnu et tandeftersyn. Jeg synes ellers lige at jeg havde været der. Jeg ringede ind til klinikken, da de havde givet mig en morgentid, og det kunne bare ikke lade sig gøre med mit arbejde. Telefonen ringede længe, og jeg begyndte at miste min tålmodighed. Lige idet jeg ville lægge på, hørte jeg en blød stemme i den anden ende: "Det er hos Tandlæge Jeppesen".
Jeg præsenterede mig selv, og fortalte hende min situation. Og fik dermed den sidste tid de havde den følgende mandag. Så blev det mandag, og vejret var dejligt, en herlig maj dag. Himlen var blå og solen skinnede. Så i stedet for at tage bussen til tandlægen, gik jeg. I min begejstring for vejret, glemte jeg fuldstændigt tiden, og inden jeg fik set mig om, var jeg allerede ti minutter for sent. Jeg små løb den sidste vej hen til konsultationen, men mine høje hæle og den stramme, korte kjole, gjorde intet for at hjælpe mig på vej, tværtimod!
Forpustet og rød i hovedet kom jeg ind i konsultationen. Der ved receptionen sad der en yndig rødhåret pige. Hun var meget smal, men havde alligevel nogle ret fyldige bryster. Man kunne se at knappen i hendes kilt kæmpede med at komme fri. Hun så op, da jeg havde set længe nok på hende. Hun sendte mig et stort varmt smil, og fortalte mig at jeg var ventet. Jeg undskyldte for forsinkelsen, og hun smilede atter, og sagde det ikke gjorde noget, men at jeg var den allersidste patient. Det lagde jeg nu ikke noget specielt, og tænkte ikke videre over det, da jeg blev placeret i stolen.
Tandlægen kom ind efter et lille stykke tid, og jeg fik næsten et chok, ... Læs hele novellen
