Jeg satte mig overfor ham, kiggede på hans tåreopløste ansigt og spurgte om hvad der var galt.
- Jeg har lige dumpet Maria. Jeg kunne ikke mere. Mest af alt fordi hun rådede over al min fritid. Jeg måtte intet for hende. Jeg vil bare ikke mere, Thomas. Ikke mere overhovedet!
Jeg kiggede på ham. Da han så mit blik, fortsatte han.
- Thomas, for satan. Jeg kan ikke mere. Jeg kan ikke lide hende mere. Vi har været sammen i 4 mdr., og det har virkelig været noget lort lige siden da. Det gik skidegodt da vi bare var venner der boede sammen og havde hver vores liv, men lige nu.. Det er bare for meget for mig. Jeg måtte ikke komme her og besøge dig, som jeg har kendt i længere tid end jeg har kendt hende. Hun kan bare ikke tåle det! Hvordan fanden skal man kunne leve med det?
~ Jeg ved det ikke, Kristoffer. Jeg aner det fandeme ikke. Men det gør mig ondt at det gik så vidt lige nu og her. Håber da ikke at jeg har gjort noget galt?!, svarede jeg.
- Nej nej, Thomas. Du har intet gjort. Du fik mig bare til at indse at jeg var blevet en tøffelhelt. Men nu.. Nu er det sku forbi! Langt om længe tog jeg mig sammen, svarede han og smilede lidt.
Vi sad og snakkede lidt frem og tilbage. Lavede lidt sjov med at man burde fandeme være til fyre, for så vidste man da i det mindste hvad man havde med at gøre. Jeg lagde lettere mærke til at han rokkede sig lidt uroligt da det emne blev bragt op, og jeg tænkte at jeg ville prøve at fremprovokere det lidt mere fra hans side.
~ Hvad mener du om homoseksuelle, Kristoffer?
- Dem har jeg intet imod. Overhovedet. Faktisk, såeh.. Nej, glem det igen! Jeg har intet imod bøsser og lesbiske. De er da mennesker lige som alle os andre.
~ Det er så evigt sandt. Har heller intet imod dem. Hvorfor skulle jeg det? Må indrømme at jeg engang har befundet mig i det miljø.. Selvklart i det skjulte... Læs hele novellen
