På slaget ringede det på hendes dør, og hun åbnede straks. Uden for stod der en mand, iført et pænt jakkesæt, han smilede, og rakte hende en stor sort kåbe, der gik helt ned til gulvet, som hun taknemmeligt tog på med det samme. Hun rakte ham nøglerne som hun havde fået besked på, og smækkede døren efter sig, og de begav sig ned af trapperne. Nede ventede en bil, og hendes ledsager bad hende sætte sig ind på bagsædet, og tage det blindfold på, som lå på sædet. Hun gjorde som hun fik besked på, og sad nu i bilen i total mørke. Bilen satte i gang, og der blev spillet dæmpet klassisk musik i højtalerne. De kørte i lang tid, det føltes i hvert fald sådan, hun fornemmede at de kørte over et bump, og nedad – og pludselig standsede de. Hendes ledsager bad hende tage blindfoldet af igen, og stige ud af bilen. De holdt i en parkeringskælder – hvor kunne hun overhoved ikke gætte.
De gik over mod en stor ståldør, og hendes ledsager ringede på en klokke. Her skilles vi, sagde han med et smil, nøglerne vil hun få når hun skal hjem igen sagde han. Manden drejede om på hælen og gik over mod bilen, og hun stod alene tilbage. Pludselig gik den tunge dør op, og en kvinde viste sig i døråbningen. Hun var klædt i den samme slags kåbe som hun selv, men bar en halvmaske, så hun ikke kunne se hele ansigtet, og øjnene forsvandt næsten bag masken. Kom med, sagde den anden kvinde. De gik gennem et rum, der lige som resten af parkering... Læs hele novellen
