Det gør forfærdelig ondt. Mine stakkels brystvorter. For kun ganske få minutter siden var jeg fri - nu ligger jeg med mine ben spredt så meget ud til siden, at det er umuligt at bevæge dem. Mine ankler, knæ, talje, bryst, nakke og hoved er bundet - sikke et syn! Det føles som om, at jeg er ved at flække i to dele med mine ben spredt så voldsomt! Hvad nu hvis jeg får krampe i benene? Jeg føler mig utrolig nøgen med mine knæ bundet ud til siderne og med mine våde åbninger fyldt ud.
Jeg prøver at bevæge mine hofter vel vidende, at kæden som holder dem fast ikke giver den mindste mulighed for at komme fri. Jeg føler mig fuldstændig hjælpeløs. Ikke en gang mine albuer kan jeg løfte. Jeg forsøger at dreje hovedet, men snorene i hver side af mit hovedseletøj med kneblen giver sig ikke det mindste, så jeg skal virkelig bruge kræfter, når jeg ved solopgang skal dreje mit hoved nok til at se kombinationslåsene, som holder mine håndled. Hvad nu hvis jeg ikke kan? Jeg SKAL - det bliver jeg simpelthen nødt til!
Jeg synker en mundfuld af let syrlig væske og mærker mere sive ned gennem slangen, som går gennem min knebel. Hvor lang tid vil det mon tage de frosne tis-terninger at smelte? Jeg fyldte en hel isterningbakke fuld af mit eget tis i beholderen, som hænger over min seng. Bliver jeg nødt til at drikke det alt sammen, inden jeg kan komme fri? En ting er sikkert; når beholderen mister vægt nok, vil den blive trukket længere op mod loftet af de gamle håndjern, som er bundet fast i den anden ende af snoren, som holder beholderen. Jeg ved ikke hvornår det vil ske, men jeg ved, at jeg ikke kan forhindre den i det... Læs hele novellen
