Efter et par kilometers gang med frisk vind i ryggen blev det pludselig koldere, det blæste op, mørke skyer tårnede sig op over os og snart væltede regnen ned fra efterårs skyerne. I det fjerne havde vi kunnet ane Rudbjerg Knude, men nu stod himmel og hav nærmest i et og sigtbarheden blev derefter. Vandet begyndte at trænge gennem min frakke. Jeg kunne mærke det løbe ned i mine støvler, mine bukser, frakke og skjorte var gennemblødt, og min kone bandede mig langt væk. Jeg blev kold.
Der er ikke andet at gøre end at trække op i landet, vi kan ikke blive gående her, råbte jeg. Jeg fryser, sagde min kone. Jeg fryse ad helvede til, gør hvad du vil! Bare du får det her til at høre op. Vi klatrede op over klitterne, og fandt en sti der førte ind i et nærliggende sommerhusområde. Ved det første hus vi kom til, stod der en bil i carporten, og jeg foreslog min kone at vi skulle gå ind og spørge om vi kunne låne en telefon og få lidt husly indtil der kunne komme en taxa efter os. Jeg bankede på yderdøren, og efter en rum tid kom en firskåren herre i silkekimono ud og åbnede døren. Det må have været et kosteligt syn der mødte ham. Vi lignede nok det man kalder ”to druknede mus” som vi stod der i den silende regn.
Kom dog indenfor, sagde han efter en kort tøven hvor ham målte os indgående. Han kunne ikke lade være med at smile, og trådte beredvilligt et skridt tilbage. - Der er klinker på gulvet, så I skal ikke bekymre jer om hvorvidt I drypper. Kan vi låne en telefon og ringe efter en taxa? Spurgte jeg. Ja, selvfølgelig, men kom nu ind. Helle, kom lige her os se. Vi h... Læs hele novellen
