Pludselig ringede telefonen. Jeg rakte ud efter røret. "Det er Henriette." "Hej, skat. Hvordan går det?" Jens’ stemme lød lidt rusten i den anden ende af røret. "Godt. Hvordan har du det? - Er det et godt kursus?" "Ja. Det er faktisk ret godt." Jens snøvlede lidt i det. Var vist ikke helt ædru. "Er det nogen søde mennesker, du er sammen med? Hvor mange er I?" "Vi er en fyrre stykker. Mest piger. Du ved, det er jo et kvindefag, jeg er i." "Ja? - Og er det nogen søde piger?" udfrittede jeg i et drillende tonefald. "Det kan man faktisk godt sige." Jeg ventede på, at han skulle fortsætte. Han havde ikke svaret igen i samme tonefald. Var ikke gået ind på drilleriet. Jeg fornemmede, at der var noget han ville sige, men han sagde ikke mere. "Er der nogen af dem, der er særlig spændende?" Forsøgte jeg mig. "Spændende? - Jeg ved ikke, om det lige er det. Men der er i hvert fald en af deltagerne, som lægger ret kraftigt an på mig."
Jeg kunne ikke afgøre, hvor han helt præcis ville hen med det. Der var både en vis stolthed i tonefaldet over at være efterstræbt og noget gemen bondeanger. Ringede han for at bede om godt vejr? Jeg kendte udmærket de situationer, man kunne komme i, når man var på et flerdagskursus med indkvartering. Jeg havde selv ved flere af den slags lejligheder taget sig nogle friheder, men altid samtidig holdt hovedet koldt, så jeg ikke var kommet ud af kontrol. Det kunne lyde, som om det lige præcis var Jens problem, at han var ved at miste overblikket. Skulle jeg afvise ham, sige at han selv måtte rode sig ud af de problemer, han selv havde skabt? På den anden side kunne jeg ikke tro, at han ringede for at få min velsignelse til at bolle med en anden dame. Jeg måtte nok hjælpe ham op på sporet i... Læs hele novellen
