Gamle Fru Bertelsen var nu en sjov dame, hun var aldrig tilfreds med hendes vinduer, der var altid et eller andet der kunne være gjort anderledes, og alligevel var hun en kær gammel dame med hjertet på rette sted, hun elskede når jeg kunne få tid til en kop kaffe og en sludder inden jeg begav mig videre til næste job. Jeg bankede på døren til det rødkalkede stråtækte hus, der bar præg af at være vedligeholdt med sirlig hånd, kun på stilen kunne man se at huset var 90 år gammelt, alt så ud som nyt, lige bortset fra taget måske, der var blevet lidt langhåret med tiden, men selv det havde nu sin charme, og var med til at gøre huset til det det var, et rigtig drømmehus.
Jeg hørte trin på gangen, men der var et eller andet helt galt, for det var ikke Fru Bertelsens tunge trækkende skridt jeg kunne høre, men hurtige trippende skridt, det kunne måske være fra stilethæle. Jeg var ved at tabe både næse og mund da en ung mørkhåret dame med en hvid kittel på åbnede døren for mig, jeg havde altid været helt vild med kitler, de gjorde et eller andet ved mig jeg ikke kunne beskrive. Ud over kitlen havde hun et par lange sorte nylonstrømper på, en halvlang nederdel og et par lange lakstøvler som prikken over i`et. Jeg spurgte forbavset efter Fru Bertelsen, og fik at vide hun ikke var at træffe, fordi hun var blevet indlagt på hospitalet, ikke noget alvorligt, bare en brækket fod fra et fald hun havde været udsat for.
Hun må have læst forvirringen i mit ansigt, for hun forklarede beroligende at hun var ansat som hushjælp i den tid Fru Bertelsen var in... Læs hele novellen
