Selv om det var lidt småt, havde nogle spændende år med travlhed og altid fuldt hus - indtil vi blev slået ud, fordi der blev åbnet en større og flottere restaurant i nærheden. Nærmest i tanker gik jeg ned ad en sidegade, drejede til højre, og så ville den lille, hyggelige restaurant med den specielle neonlys-reklame på gavlen ligge lige efter næste hjørne. Hvad var nu det? Det gjorde den jo ikke! Jeg kikkede forbavset rundt. Alle de gamle huse og restauranten var væk! I stedet knejsede et stort, nyt boligkvarter. Ak ja. Sådan skulle det altså gå! Lidt skuffet gik jeg rundt i kvarteret og fandt en bodega, som vi ofte besøgte i de dage. Jeg kendte ikke det ny personale, men jeg bestilte en øl og satte mig ved et ledigt bord, mens erindringerne fra min værtshusholder-periode langsomt begyndte at dukke frem. Endnu en øl hjalp med. Der var noget fra min allersidste aften dernede - og pludselig var forbindelsen til hukommelsen etableret:
Jeg husker, at det var blevet lukketid, og desværre altså også for mig! Min veninde var færdig i køkkenet og jeg var i gang med at sætte de sidste stole på plads. I morgen ville andre mennesker overtage biksen for at prøve lykken. Hun og jeg havde drukket flere ”sørge-skåle” og sagt farvel til hinanden! Så kom hendes kæreste og hentede hende. Lidt nedtrykt slukkede jeg lyset efter dem og satte jeg mig et øjeblik ved bordet ude i køkkenet for at få en allersidste drink og at tænke situationen igennem. Mine fremtidsudsigter var ikke videre lovende nu! Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle tage mig til efter dette forlis. Jeg kendte heller ikke størrelsen af min gæld, blot, at den var stor...
Det bankede på køkkendøren, som jeg havde ladet stå på klem. Jeg rejste mig, gik... Læs hele novellen
