Mødet

Vi havde snakket sammen over MSN, SMS og mail i knap en måned. Og nu skulle det være. Vi skulle ses. Vi havde aftalt, at han skulle komme hjem til mig. Vi boede i hver sin ende af landet. Han i Nordjylland, og jeg i Sønderjylland. Han ville derfor tage toget. Og jeg skulle hente ham ved togstationen. Hele dagen havde jeg været spændt på det moment, hvor vi skulle mødes for første gang. Ville jeg være for nervøs til at kunne sige noget. Ville vi kunne snakke sammen, som normalt. Ville han kunne lide mig, som jeg var? Alle de tanker løb rundt i hovedet på mig, mens jeg var i gang med at gøre hele lejligheden ren.

Klokken nærmede sig 17.00 og jeg var ved at gøre mig klar til tage ned til togstationen. Det var tæt på at jeg rystede over hele kroppen, og næsten ikke kunne gå. Samtidig havde jeg en meget underlig følelse i maven. ’Hvad nu hvis det ikke går som det skal. Hvad nu hvis vi bare ikke kan snakke sammen. Tager han så hjem i morgen igen? Eller bliver han alligevel til søndag, og forgiver noget, som ikke er der?’ Jeg valgte at følge mit hjerte, og tage mig sammen, og sige at det hele nok skulle gå. Jeg steg i bilen og kørte derned.

Nu kom nervøsiteten igen. Var det virkelig ham på billedet, som han havde sendt til mig? Ville jeg kunne genkende ham, iblandt alle de folk der var i toget. Jeg må have stået i mine egne tanker. For pludselig stod der en foran mig, og vinkede næsten febrilsk efter mig. Jeg kiggede op. Det var ham. Jesper. Endelig var han her. Billedet var ikke det værd. Han var noget pænere i virkeligheden. Jeg smilte, og begyndte at gå hen mod ham. Da vi kom tæt nok på hinanden, åbnede vi vores arme, og mødtes i et knus. Han var lidt højere end mig, men hvem var ikke det. Mit hoved landede på hans bryst, hvor jeg kunne mærke, hvor hurtigt hans hjerte slog. Ikke at jeg lå mærke til det, men det måtte have slået hurtigt. Vi gav slip, sagde hej, og jeg fortalte at bilen holdte udenfor. Vi gik derud, satte os ind i bilen, og begyndte med det samme at pjatte sammen, som vi normalt gjorde. Jeg nok mere af nervøsitet, end andet. Sådan plejede jeg at reagere, hvis jeg var sammen med nye mennesker. Men jeg tror ikke at det kunne mærkes.

Ankommet derhjemme ved mig, stillede han sin taske i stuen, og jeg viste ham li