Irene, det er mig, og det er jeg selvfølgelig glad for at høre, men jeg kan desværre ikke selv se det for jeg er født blind. Jeg har altid gået i skole med seende, haft seende venner, ligesom min første og hidtil eneste kæreste havde normalt syn og jeg har aldrig følt mig isoleret, hvilket nok skyldes min opvækst i et velhavende og intellektuelt miljø nord for København hvor der nok var plads til mig og mine specielle behov i nærmiljøet, men hvor der også var lidt præstige i at vise sig frem: ”Se hvor vi er gode ved de handicappede. Se vores overskud.”
Det med den eneste kæreste vender jeg lige tilbage til. Vi var sammen fra midt i 2’den g indtil lige efter studentereksamen. Siden har jeg faktisk ikke været sammen med en mand. Der har heller ikke rigtig været tid til det for den første del af jurastudiet er hårdt specielt fordi jeg som blind ikke har helt de samme muligheder som mine studiekammerater med normalt syn. Men jeg ved at det også var hårdt for dem.
Da eksamen var slut i maj måned havde jeg pludselig al den tid der er i hele verden, og med de forårsfornemmelser der også hører årstiden til havde jeg oprettet en profil på nettet, og havde korresponderet med adskillige unge fyre. De fleste var platte; enkelte var decideret ulækre, mange var intetsigende og ligegyldige, men så var der Niels der skilte sig ud fra mængden. Niels var beleven, velargumenteret, og følte sig på ingen måde afskrækket af mit handikap, og selv om han skrev meget lidenskabeligt så var det aldrig om sex, men mere om følelser og forventninger o... Læs hele novellen
