Han hed Søren, og Liv havde snakket med ham flere gange, når hun stod i receptionen - altid smilende. De sidste uger var han kommet hen for at snakke i pauserne. Det kunne være tilfældigt… Der var god kemi mellem dem, også var han ovenud lækker. Han var også single. Men ikke særlig længe, hvis det stod til Liv. Telefonen ringede og hun tog den. Stadig med blikket fokuseret på Søren. Han måtte have kunnet mærke det, for han vendte pludselig blikket mod hende. Liv kikkede straks væk og kunne mærke rødmen brede sig.
Forspildt chance. “Pis,” mumlede hun og kikkede på uret. Klokken var tyve over fem, og det var fredag. De lukkede om 40 minutter, og der var kun to andre kvinder, som var i fuld gang med at lave maveøvelser. Det havde været planen at invitere ham ud i dag. Hvorfor skulle alting ske på mandens initiativ? Det havde hun tænkt, da hun stod foran spejlet og glattede sit hår. Da havde det syntes som en god plan, men det var bare ikke så let at få spurgt.
Selvom chancen var der nu, blev Liv stående. De to kvinder rejste sig og gik i retning mod omklædningsrummet. Søren var rykket over til vægten, hvor han lagde sig på bænken. Et kvarter efter kom de to kvinder op igen, og Liv ønskede dem en god weekend, inden de gik ud af døren.
Hun betragtede hurtig Søren, som havde taget sit håndklæde og var på vej ned af trappen til omklædningsrummet. Nu var de alene i centret, og det var ikke sandsynligt der ville komme flere. Klokken var femogtyve minutter i seks. Liv gik ovenpå, slukkede lyset i salen og tjekkede, at vinduerne var låst. Da hun kom ned igen, var Søren væk. Hun mærkede skuffelsen. Han plejede at træne sent, og det var derfor, hun elskede fredagsvagterne, for så kunne de sludre uforstyrret. Nu måtte han være gået.
Liv s... Læs hele novellen
