Henrik inviterede mig altså til lunch allerede dagen efter vort første møde, og nok så vigtig for mig, dagen efter episoden, nej; begivenheden på spisebordet. Helt ærlig var jeg rigtig mørbanket og øm i de nedre regioner, men det var også en behagelig og kær fornemmelse. Det var helt, som det skulle være, og det passede mig bare så fint, at han inviterede til frokost. Jeg var alene hjemme, og fru Vicky ville komme sent. Jeg husker ikke hvilken grund hun havde givet, men jeg var for resten også fuldstændig ligeglad. Nu, i et hvert fald.
Det var en frokost af den lette slags. Ikke meget og netop ikke tungt, lidt, frist og dejligt. Det blev mottoet for mine frokoster fremover. Spis aldrig mere, end at du kan bolle bagefter! Rejer, lidt grønt og hvidvin, og en masse danskvand. Henrik tillod sig at tage i mod i morgenkåbe! ”Du må bære over med min påklædning, men det er altså skrækkeligt tidligt for mig!” sagde han med et stort og hjerteligt smil. Jeg havde min cykeldragt; nedringet, sort satinbluse, mit metalbælte, en sort skind mini shirt, bare ben og ingen trusser, hvide sokker og mine lette, sorte skindsko, og så min herrecykel. Mit hår var sat op i to fletninger, hver som en sløjfe, og jeg var fugtig af sved, da jeg nåede frem. Min sminke var begrænset til blodrøde læber og ikke andet.
Stemningen fra i aftes var helt intakt. Han var hjertelig og sød, og ret fræk. Han boede i en lækker lejlighed på Frederiksberg. Eller var det et rækkehus, men who cares? Han gav den som æst... Læs hele novellen
