Det var da han drejede ned af gaden til hans lille parcelhus han så hende. Hun kom gående ned mod parken, han satte farten ned og drejede hovedet efter hende, mens hans hånd lagde sig og hvilede på havelågen. Hun var smuk, ung, måske 17, ikke meget ældre end hans Sofie. Hun gav sig til at krydse vejen. En trang, en tanke meldte sig hos ham. Hvad lavede hun ude på det her tidspunkt, i så kort en kjole? Han vendte sig og gik hastigt i mod hende.
Under en gadelampes lys tog blæsten hendes kjole og den fløj op og afslørede hofteholdere strømer og g-streng, han kunne ikke undgå at se det. Han blev hård, stiv. Hvad tænkte hun på at tirre ham sådan, den lille mær? Han halede ind på hende langsomt. Med elegante bevægelser smøg hun sig forbi chikanen ind i parken. Kun få sekunder efter var ham, hans gummisko gav ingen lyd sammenlignet med hendes høje hæles smæld mod de flisebelagte stier. Tiden stod stille et øjeblik, månens lys omkransede de to. Vinden havde igen haft fat i hendes kjole, hun havde halvt vendt sit hoved mod ham og hans hånd omkransede hendes arm, hendes silkebløde kølige hud smeltede næsten under hans greb, hendes øjne var fulde af frygt, hans fulde af begær og vrede, hans mappe havde han allerede givet slip på og den hang der frit svævende i den elektriske luft, alt var stille.
Så pludselig skete alting på en gang, alting faldt, det næste der skete var at han lå der på jorden og hun græd, stille næsten uden lyd. Hendes hænder var samlet med én af hans og holdt over hendes hoved, hun kæmpede næsten ikke, hendes kind var rød med et stort håndmæ... Læs hele novellen
