Jeg gik og nynnede for mig selv i den lune sommerluft, men pludselig spidsede jeg ører: På græsset lidt længere fremme lå to skikkelser, og man skulle være ret tunghør for ikke at høre, at den ene kastede temmelig voldsomt op. Da jeg kom nærmede kunne jeg se to absolut smukke unge studiner, der havde fået, så studenterhuen passede. Den ene var tydeligvis mere påvirket end den anden. Pludselig kiggede jeg lidt ekstra - Ditte, sagde jeg, hvad søren er der galt med dig? Pigen afbrød sin ofring og kiggede op, og snøvlede et eller andet. Det var min arbejdskollegas 18-årige datter, der havde givet den lidt for meget gas med at fejre sin nye hue. Hej Jesper, sagde veninden - og jeg så nu, at det var Stina, Dittes veninde, som jeg havde mødt et par gange hos min arbejdskollega. Stina fortalte, at de sad der, fordi de ikke rigtig turde gå hjem til nogle af forældrene af frygt for, at de skulle blive sure over deres tilstand. Jeg smilede skævt og mindedes med fryd min egen studentertid.
I kan da bare komme med mig og låne sofaen, foreslog jeg dem. Og selvom både Ditte, solbrun og med langt lyst hår, og Stina med sit korte røde hår og super søde fregner (over hele kroppen fandt jeg siden ud af) absolut var noget, de fleste mænd ville reagere på, så var det faktisk slet ikke min skumle hensigt. Jeg ville bare hjælpe. Man er vel gentleman.
Stina og jeg hankede op i Ditte og slæbte hende hjem til min lejlighed. Straks vi var inde var v... Læs hele novellen
