Lædercorsage 1

Jeg følte, at bilen kørte over en mere bulede vej end før. Jeg vidste ikke, hvor jeg var, og hvor længe bilen havde stukket sig gennem landet. Luften udefra lugtede som bondegårde bare lugter. og det måtte den havde gjordt i timevis. jeg lå på maven, med hænderne bundet sammen. Jeg vidste ikke, hvorhen jeg blev kørt, men min teori var, at kvinden jeg mødte på nettet i går var skyld i det her. hun fortalte mig, at hun kunne kontaktere mig med mænd, som bare ventede på drenge som mig. Med disse ord havde hun ramt en temmelig liderlig del i mig. Jeg skulle sende hende billeder af mig. Hun sagte mig, jo bedre jeg så ud der, desto højere skulle min løn være. Vi skulle møde os lidt før jeg blev trukket ind i denne Ford Transit. Pludselig blev bilen langsommere, og motoren blev stille lidt efter. nogen åbnede bagdøren, og jeg var ikke særlig vild på at se, hvad der ventede mig udenfor. Daglyset brandte sig ind i mine øjne, og man tog fast i mit t-shirt og trak mig ud. jeg så mig omkring. Græslandskab, så langt jeg kunne se. og midt i denne ingenting stod et hus med fire etager. ,,Velkommen på min gård, nummer 37.'' stemmen kom fra en kvinde midt i 50erne. ,,Du kender mig nok, skat, jeg er Madamme6, eller i hvert fald kalder jeg mig sådan på nettet. Det her er mit flot hotel, og dit nyt hjem.''hun begyndte at lyde mere dominant ,,fra nu af hedder du 37, og gør, hvad man siger dig, du skal gøre. intet andet. du er en værdigløst bøsse, forstået? ellers får du tæsk indtil du kan rive dine nosser af for at slappe af.'' jeg så, at hun fumlede rund med noget, som så ud som en rustikal, stor, kvadratisk kam. hun vendte den, og nålene formede en 37. bare spejlvendt. hun gav den til manden, som måtte have kidnappet mig. han så ung og muskuløs ud. nok en bondedreng. han stak nålene i min håndflade. jeg ville ikke skrige, det her var et andet smertelevel. nej, jeg ville kaste op og skrappe huden af min hånd.

Næste morgen vågnede jeg i min uniform, som alle nummre her måtte bære. den mindede om en kartoffelsæk. de fleste var piger, unge kvinder. vi delte os en stald til at sove. min hønd føltes, som om den blev ætset væk, men det var utroligt, hvor hurtigt smerten havde aftaget. tallet var knap to centimeter langt. mine kamerater havde fortalt mig, at den eneste mulighe